GM-logo
Georg Mohr-Konkurrencen
og videregående matematikkonkurrencer

Valid HTML 4.01! Valid CSS!

Om GM - Noget for dig? - Om 1. runde - Om tilmelding - Om 2. runde - Om bedømmelse - Om resultater og vindere - Om vinderseminar - Om videregående konkurrencer

Datoer for Georg Mohr-Konkurrencen 2012:
1. runde: tirsdag den 15. november 2011 (60 minutter)
2. runde: tirsdag den 10. januar 2012 kl. 9.00 - 13.00

Oplysninger til lærerne om Georg Mohr-Konkurrencen 2012

Georg Mohr-Konkurrencen

Hvad er Georg Mohr-Konkurrencen?

Georg Mohr-Konkurrencen er en matematikkonkurrence der henvender sig til matematikinteresserede elever i gymnasiale uddannelser.

Formålet med Georg Mohr-Konkurrencen er at stimulere interessen for matematik ved at udfordre de dygtigste elever med opgaver der i sværhedsgrad ligger ud over det de møder i den daglige undervisning. Desuden fungerer konkurrencen som et led i udvælgelsen af deltagere til IMO, den Internationale Matematikolympiade.

Georg Mohr-Konkurrencen afvikles i to runder. Første runde afholdes midt på efteråret, og anden runde i januar. Første runde kræver ingen tilmelding, og alle kan deltage. Med et godt resultat i første runde kvalificerer man sig til at deltage i anden runde.

Er Georg Mohr-Konkurrencen noget for dig?

Hvis du er god til matematik og kan lide at arbejde med anderledes og svære opgaver, er Georg Mohr-Konkurrencen måske noget for dig. Prøv dig selv af med multiple choice-opgavesæt (svarer i niveau til Georg Mohr-Konkurrences første runde). Sådan gør du: Klik på en test. Giv dig selv 45 minutter hvor du ikke bliver forstyrret. Løs så mange af opgaverne som du kan, brug gerne udelukkelsesmetoden og foretag et kvalificeret gæt på de opgaver du ikke når. Husk: ingen hjælpemidler (dvs. hverken bøger, formelsamlinger eller lommeregnere, men selvfølgelig gerne papir, tegne- og skriveredskaber). Kryds dine svar af. Klik til sidst på facitlisten og kontrollér dine svar. NB: Fra 2010 prøve gives der 60 minutter.

Er Georg Mohr-Konkurrencen noget for dig? Ja, hvis

  • du har mange rigtige svar
  • du syntes at det var sjovt at prøve
  • du egentlig gerne ville have haft mere tid til at tænke
  • du helst ville vente med at se svarene til du havde tænkt mere over opgaverne
  • du har lyst til at diskutere opgaverne med andre
  • du gerne vil finde ud af hvorfor de rigtige svar er rigtige

På mange skoler arbejder elever og lærere med forberedelse til konkurrencerne. Spørg på din skole om der arrangeres studiekredse eller lignende!

Georg Mohr-Konkurrencens første runde

Georg Mohr-Konkurrences første runde er udformet som et multiple choice-opgavesæt. Opgavesættet, der består af 20 spørgsmål, skal besvares på 60 minutter. (Dette er gældende fra konkurrencen 2010. Tidligere år var der kun afsat 45 minutter til denne prøve.) Besvarelsen foregår ved afkrydsning på et skema hvor der til hvert spørgsmål er givet fem forskellige svarmuligheder. Prøven besvares uden hjælpemidler, dvs. uden bøger, formelsamlinger, lommeregnere osv.

Dato for 1. runde: tirsdag den 15. november 2011.

  • Hvis du er elev: Henvend dig til din skoles kontaktlærer (en af matematiklærerene) og spørg hvordan konkurrencen bliver afviklet på din skole.
  • Hvis du er kontaktlærer: Hvordan skal første runde afvikles på din skole? Der er mange muligheder, se f.eks. forslag til modeller. Vær opmærksom på at der i efteråret udsendes kodebreve til alle skoler (att. matematiklærerne). Kodebrevet indeholder angivelse af link og kodeord. Med disse informationer kan du nogle dage før konkurrencen downloade opgavesættet til brug for afvikling af prøven på din skole. Gem kodebrevet, da informationerne skal bruges flere gange i det videre forløb.

Sådan foregår tilmelding til Georg Mohr-Konkurrencens anden runde

Elever der har opnået mindst 12 point i Georg Mohr-Konkurrencens første runde, kan deltage i anden runde. (Før 2010 var grænsen 10 rigtige.) Tilmelding sker gennem skolens kontaktlærer.

  • Hvis du er elev: Henvend dig til din skoles kontaktlærer.
  • Hvis du er kontaktlærer: Benyt link og kodeord fra kodebrevet (tilsendt forud for første runde). Tilmelding til anden runde kan foregå så snart første runde er afsluttet.

Georg Mohr-Konkurrencens anden runde

Konkurrencen er en fire timers skriftlig prøve, som i begyndelsen af januar afholdes på samme dag rundt omkring på de deltagende elevers egne skoler. Eneste tilladte hjælpemidler er skrive- og tegneredskaber. Der må altså hverken benyttes bøger, formelsamlinger eller lommeregnere.

Dato for 2. runde: tirsdag den 10. januar 2012.

Opgavesættet består af fem opgaver af varierende sværhedsgrad. Det tilstræbes at den første eller de to første opgaver er lettere end de øvrige. Nogle af opgaverne kan være meget vanskelige. Som regel er der kun en enkelt eller to elever ud af de ca. 1000 deltagere der kan løse alle opgaverne.

Sådan bedømmes opgaverne

Hver opgave tildeles 4 point. For en helt korrekt besvarelse af alle opgaver opnås altså ialt 20 point. Som regel opnår kun ganske få elever pointtal i nærheden af 20. Mange af deltagerne, også elever der normalt klarer sig godt i matematik, får under 4 point.

Alle besvarelser bedømmes af to censorer. (Instruktioner for censorer: Benyt det tilsendte link og det tilsendte kodeord.) Endvidere bliver bedømmelserne af de bedste besvarelser koordineret på et særligt koordinationsmøde. Når koordinationsmødet er slut, er alle pointtal endelige.

Resultater og vindere

På koordinationsmødet udpeges vinderne, og diplomgrænsen fastsættes. Gode besvarelser, dvs. besvarelser over et vist pointtal, belønnes med et diplom. Diplomerne sendes til skolens kontaktlærer.

De deltagere der står bag de ca. 20 bedste besvarelser, kaldes vindere. Vinderne inviteres til et særligt arrangement, vinderseminaret. Invitationer til vinderne sendes til skolens rektor, som bedes videregive dem til vinderne.

Her på hjemmesiden offentliggøres en samlet oversigt over konkurrencens resultat og en liste over vindernes navne, skoler og pointtal.

Pointtal for øvrige deltagere er kun tilgængelige for de enkelte skoler.

  • Hvis du er elev: Henvend dig til din skoles kontaktlærer.
  • Hvis du er kontaktlærer: Benyt link og kodeord fra kodebrevet (tilsendt forud for første runde).

Vinderseminaret

Vinderne inviteres til et 3-4 dages ophold ved et universitet eller en anden højere læreanstalt, hvor der arrangeres foredrag, opgaveløsning samt fagligt og socialt samvær. Endvidere er der en reception med præmieoverrækkelse.

Videregående matematikkonkurrencer

Efter vinderseminaret får op til 20 elever tilbud om at deltage i den Nordiske Matematikkonkurrence.

Holdene til den Internationale Matematikolympiade (seks elever) og Baltic Way (fem deltagere) sammensættes hurtigst muligt efter afholdelsen af den Nordiske Matematikkonkurrence.

Læs mere om de videregående matematikkonkurrencer:

For nogle af vinderne vil der blive arrangeret yderligere træningsophold.


Til sidens top
Denne side redigeres af webmaster (a) georgmohr.dk og er sidst ændret den 01/12-2011 klokken 18:13.